Vi er forskellige som mennesker
Mennesker er forskellige. Vi sanser, tænker, lærer, kommunikerer og indgår i relationer på forskellige måder. Vi har forskellige kroppe, forskellige nervesystemer, forskellige erfaringer og forskellige behov.
Menneskelig variation er et grundvilkår.
Jeg er optaget af, hvad der sker, når vi begynder dér og skaber vores rammer med plads til forskellighed fra begyndelsen.
Sensitivitet kan være en vejviser
Nogle mennesker registrerer støj, lys, tempo, stemninger og andre påvirkninger mere intenst end andre. Sensitivitet er en naturlig variation mellem mennesker og en del af forskningen i Environmental Sensitivity.
Når nogle mennesker reagerer tydeligt på deres omgivelser, kan deres erfaringer give os vigtig viden om de rammer, vi skaber.
Sensitivitet kan være en vejviser til bedre rammer.
Hjernen er plastisk
Hjernen og nervesystemet udvikler og forandrer sig gennem hele livet.
Vores biologiske forudsætninger spiller en rolle, samtidig med at erfaringer, relationer, læring og omgivelser er med til at forme, hvordan vi udvikler os og reagerer på verden. Det betyder, at omgivelserne er mere end en baggrund for vores liv.
Omgivelserne er derfor med til at forme vores muligheder for at trives, lære, udvikle os og deltage.
Sensitivitet medfører:
- en øget evne til at opfange mange detaljer og nuancer
- mønstergenkendelse
- empati og omsorgsfuldhed
- kreativitet og idérigdom
- samvittighedsfuldhed
- refleksion og kritisk sans
- søgen efter meningsfuldhed
Når de rette rammer er til stede, kan disse kvaliteter blive værdifulde ressourcer i både familier, fællesskaber, organisationer og samfund.
Fra sensitivitet til neurodiversitet
Mennesker varierer på mange måder. Vi tænker, sanser, bearbejder information, kommunikerer og regulerer os forskelligt. Det er en del af det, begrebet neurodiversitet beskriver.
Begrebet neurodiversitet blev introduceret af den australske sociolog Judy Singer i slutningen af 1990'erne som en måde at forstå neurologisk variation som en del af menneskelig diversitet.
Ligesom biodiversitet er en naturlig del af naturen, er neurodiversitet en naturlig del af menneskelivet.
Hvem bestemmer, hvad der er normalt?
Forestillingen om det normale har en historie. I 1800-tallet beskrev den belgiske matematiker og statistiker Adolphe Quetelet l'homme moyen, det gennemsnitlige menneske. Senere videreudviklede blandt andre Francis Galton arbejdet med statistik, variation og menneskelige egenskaber.
Gennemsnittet kan være et nyttigt statistisk redskab, men gennemsnittet er ikke et menneske.
Når gennemsnittet bliver en standard for, hvordan mennesker bør være, kan den menneskelige variation blive overset.
Vi er variation.
Kærlighed er også at skabe plads
At møde et menneske med kærlighed er ikke at ville forme det efter en bestemt forestilling om, hvordan det bør være.
Det er at være nysgerrig på, hvem mennesket er og give plads til, at det kan trives og udvikle sig naturligt.
Kærlighed handler derfor også om rammer. Om at lytte, justere, give tid, skabe tryghed og gøre det muligt at deltage på sin egen måde.
Når vi ser menneskelig variation som noget naturligt, bliver opgaven ikke at få mennesker til at passe ind i én bestemt form. Opgaven bliver at skabe relationer, fællesskaber og omgivelser, hvor flere måder at være menneske på kan trives.
"Love and compassion are necessities, not luxuries. Without them humanity cannot survive". Dalai Lama
Det har betydning, hvordan vi taler om mennesker
Vores ord er med til at forme vores blik. Når vi beskriver mennesker gennem deres vanskeligheder, kan det fastholde blikket på begrænsninger.
Når vi også ser ressourcer, erfaringer, interesser, relationer og muligheder, bliver billedet større.
Det betyder, at vores fortællinger har betydning for, hvad vi får øje på, og hvilke muligheder vi skaber.
Det græs, vi vander, gror.
Fra menneskesyn til ligeværdig deltagelse
Ligeværdig deltagelse kan se forskellig ud.
Nogle har brug for mere ro. Andre har brug for bevægelse. Nogle har brug for tydelig information. Andre har brug for fleksibilitet eller mulighed for at trække sig og vende tilbage.
Målet er, at mennesker får reelle muligheder for at deltage i fællesskaber, uddannelse, arbejdsliv og samfund ligeværdigt.
Ligeværd handler om at skabe plads til forskellighed.
Rammerne er en del af løsningen
FN's Handicapkonvention bygger på en forståelse af handicap, hvor begrænsninger også opstår i mødet mellem mennesker og de barrierer, der findes i omgivelserne.
Det giver et vigtigt blik på vores rammer. En trappe kan være en barriere for en person, der bruger kørestol. Støj kan være en barriere for et menneske med høj sensitivitet. Utydelige instruktioner kan være en barriere for et menneske, der har brug for klarhed og struktur. Et ufleksibelt arbejdsliv kan gøre deltagelse vanskeligere for mennesker med forskellige behov for tempo, pauser og restitution.
Når vi ændrer rammerne, kan vi også ændre menneskers muligheder.
Rammerne er en del af løsningen.
Forskning og kilder
Sensitivitet og Environmental Sensitivity
Greven, Tillmann, Purper-Ouakil & Belsky (2019): Sensory Processing Sensitivity in the context of Environmental Sensitivity: A critical review and development of research agenda.
Pluess, M. (2015). Individual Differences in Environmental Sensitivity.
Aron, E. N., Aron, A. & Jagiellowicz, J. (2012). Sensory Processing Sensitivity: A Review in the Light of the Evolution of Biological Responsivity.
Panagiotidi, Overton & Stafford, (2020). The relationship between sensory processing sensitivity and Attention Deficit Hyperactivity Disorder traits: a spectrum approach
Sammenhængen mellem sensitivitet og diagnoser
Liss, Mailloux, Erchull, (2008). The relationship be- tween sensory processing sensitivity, alexithymia, autism, depression, and anxiety. Personality and Individual Differences
Greven et. al., 2019).Sensory Processing Sensitivity in the context of Environmental Sensitivity: A critical review and development of research agenda.
Neurodiversitet
Singer, J. (1998). Odd People In: The Birth of Community Amongst People on the Autistic Spectrum.
Normalitet og gennemsnitsmennesket
Quetelet, A. (1835). Sur l'homme et le développement de ses facultés, ou Essai de physique sociale.
Hjerne og neuroplasticitet
Draganski, B. et al. (2004). Neuroplasticity: Changes in grey matter induced by training.
Maguire, E. A. et al. (2000). Navigation-related structural change in the hippocampi of taxi drivers.
Universelt design og ligeværdig deltagelse
United Nations. Convention on the Rights of Persons with Disabilities.
Udenrigsministeriet (UVM) (2017). Bekendtgørelse af FN-konvention af 13. december 2006 om
rettigheder for personer med handicap. FN. https://www.retsinformation.dk/eli/ltc/2017/20
Dalton et al. (2019). Inclusion, universal design and universal design for learning in higher education: South Africa and the United States. AOSIS